Grundelementerne

Enhver storyline har nogle grundelementer: En tid, et sted og nogle væsener. Fremdriften i fortællingen sikres ved hjælp af nøglespørgsmål og hændelser. Ekspertvidner kan tilføre nye aspekter og ny viden til storylinen.

Tid og sted

En storyline udspiller sig altid i en bestemt tid og på et bestemt sted. Tiden kan være fortid, nutid eller fremtid. Det kan også være eventyrets tid. Det skal fra begyndelsen være klart for alle involverede, hvilken tid fortællingen forgår i. Og det, der efterfølgende bygges op, skal være troværdigt i forhold til den valgte tid. Det er vigtigt, at konfirmanderne udformer stedet med landskab, huse, inventar og hvad, der ellers hører med til den lokalitet, som skal være ramme om storylinen. Gennem den praktiske udformning af stedet viser konfirmanderne deres forhåndsviden om emnet og får indirekte vakt deres egen nysgerrighed. Det, konfirmanderne fremstiller, udstilles i konfirmandlokalet, og danner det fælles udgangspunkt for arbejdet fremover.

Væsener

Som andre fortællinger må en storyline indeholde nogle figurer i form af mennesker, dyr eller andre væsener. Konfirmanden involveres i fortællingen, ved at han selv skaber den figur, der indgår i fortællingens tid og sted. Denne figur har han med sig gennem hele forløbet. En gruppe af konfirmander kan også være sammen om at lave en figur. Figuren udstyres med identitet og biografi, som konfirmanden identificerer sig delvis med. Men figuren giver ham også mulighed for at udtrykke tanker og følelser, som ikke nødvendigvis er hans egne. På den måde kan der arbejdes med vanskelige eller følsomme emner, uden at det krænker konfirmandens integritet. Med andre ord kan konfirmanden gennem identifikation med sin figur afprøve forskellige roller: Hvordan var det at leve i en anden tid, på et andet sted, i en anden kultur? Hvordan skal min figur stille sig til et svært spørgsmål og i en vanskelig position? Identifikationen med figuren giver konfirmanden medejerskab til hele fortællingen, som han digter med på. Alle konfirmanderne venter spændt på, hvordan historien udvikler sig videre for deres figurer i næste episode.

Visualisering

Løbende visualiseres fortællingen gennem konfirmandernes skriftlige arbejder og kreative produkter. Typisk er det vægplancher, billeder, figurer, breve, taler og sange. Hensigten med disse produkter er ikke, at konfirmanderne skal bevise, hvad de har lært. Den kreative aktivitet er derimod en central del af selve læringsprocessen. Konfirmanden lærer gennem at udtrykke sig, og han ser, hvad de andre konfirmander forestiller sig om emnet. Tanker og forestillinger bliver dermed synlige. Indre billeder bliver til ydre billeder. Også for præsten bliver det klart, hvad konfirmanderne forestiller sig om emnet, der arbejdes med. De skriftlige og kreative produkter hænges op i konfirmandlokalet, som efterhånden udvikler sig til et kraftfuldt læringsmiljø, der giver mulighed for refleksioner undervejs samt tilbageblik og evaluering, når temaet er afsluttet.

Nøglespørgsmål

Til hver episode har præsten formuleret mindst et nøglespørgsmål. Nøglespørgsmålet reflekterer målet med dagens episode. Hvad vil vi forsøge at blive klogere på i dag? Det er afgørende vigtigt, at nøglespørgsmålene formuleres som åbne spørgsmål, der ikke kan besvares med ja, nej eller ved ikke. Der forventes ikke et helt bestemt svar. Alle svar modtages og drøftes. Vendinger som "Hvordan tror du ...", "Hvad forestiller I jer ..." eller "Hvor mon ..." åbner for fantasi og signalerer, at der er flere mulige svar på spørgsmålet. Konfirmandernes svar er ikke altid rigtige, men så ved præsten, hvad konfirmanderne ved.

Forskellen på et lukket og et åbent spørgsmål ses på dette eksempel: Hvordan ser der ud i Kapernaum? Dette spørgsmål er lukket. Konfirmanderne ved det sikkert ikke, hvis de ikke har besøgt stedet. Hvordan forestiller du dig, at der ser ud i Kapernaum? Dette er et åbent spørgsmål, fordi konfirmanderne kan bruge deres fantasi og forestillinger om, hvordan en by i Palæstina er.

At hver episode tager udgangspunkt i et spørgsmål, er karakteristisk for den åbenhed, som storylinemetoden arbejder med. Nøglespørgsmålet udfordrer konfirmanderne til selv at være med til at finde svar. Det betyder naturligvis, at konfirmanderne kan nå frem til andre svar, end præsten forestillede sig på forhånd, og det giver plads til nye spørgsmål og ny refleksion.

Hændelser

For at fortællingen kan bevare spændingen, er det nødvendigt med hændelser, som skaber nye situationer. Et uvejr, en sygdom, en nødsituation eller en anden problemstilling kan udfordre konfirmanderne til at finde udveje, som kan bringe dem videre. Præsten har på forhånd planlagt de vigtigste hændelser. Men hændelser kan også opstå spontant ud fra situationen, fordi konfirmandernes indlevelse og fantasi skaber specielle forhold.

Ekspertvidner

Når konfirmanderne har arbejdet med en problemstilling og fundet deres egne foreløbige løsninger, kan det være inspirerende at indkalde et ekspertvidne - altså et menneske, som har en særlig erfaring med det pågældende emne, fx har boet i det pågældende land, husker tiden, har arbejdet med emnet ... eller lignende. Ekspertvidnet kan tilføre nye vinkler og hjælpe storylinen videre.

Afslutning

En storyline kan godt strække sig over en længere periode. Men som enhver anden historie må den på et tidspunkt finde sin afslutning. Det er vigtigt at slutte, mens legen er god og spændingen intakt. Afslutningen må gerne være højdepunktet i forløbet. Det kan være en fest, hvor forældrene inviteres, eller en studietur til et relevant sted. Det vigtigste er, at konfirmanderne får lejlighed til at sige farvel til den figur, som de har fulgtes med igennem hele storylinen.